Når du skal indrette et børneværelse, er det vigtigt at huske på, at det ikke er et showroom. Det er dit barns værelse, og det skal skabe rammerne om mange timers sjov. Måske synes du ikke, at kattens seng passer ind på værelset. Men hvis dit barn nyder at være i selskab med familiens kat, skal der være plads til det. Det handler nemlig om at skabe et både funktionelt og rart miljø.
Du kan her blive klogere på, hvordan du indretter et værelse, hvor dine børn føler sig trygge og godt tilpas.
Tænk over værelsets funktion
Første step i indretningen af børneværelset er at overveje, hvilken funktion værelset skal udfylde. Det skal naturligvis være til gavn for dit barn. Et frirum, hvor der er plads til at rode, lege og være kreativ. Og det betyder altså, at du må affinde dig med rod på børneværelset, hvis en leg tager flere dage.
Mal væggene i yndlingsfarverne
Elsker dit barn lyserød eller grøn, behøver det ikke være den allerskrappeste på farveskalaen. Du kan gå efter en mere diskret og afdæmpet variant af yndlingsfarven, for det er nemlig også vigtigt, at væggene er rammerne om et roligt miljø, som ikke virker stressende på dit barn. Derfor er de rolige nuancer af yndlingsfarverne en god måde at slå to fluer med et smæk på.
En anden idé er at tapetsere en endevæg med et junglemotiv eller med et slot. Det er kun fantasien, der sætter grænser. Men ét er sikkert, væggen vil med garanti skabe en solid grobund for masser af sjove universer og lege.
Hvis dit barns kreativitet skal udfoldes i fuldt flor, kan den populære tavlevæg også være en mulighed. Mal en hel væg i tavlemaling, så har din lille kunstner masser af plads til at udfolde sine kreative og kunstneriske evner på væggen.
Sørg for et stort bord
Børn elsker at lægge perler i fine mønstre, lege med modellervoks, male og alle mulige andre kreative aktiviteter. Derfor er det vigtigt, at du sørger for, at dit barn har et stort bord at boltre sig ved.
Hvis rummet er meget lille, er det en god idé at vælge et klapbord. Gerne et langt ét, som kan slås op og ned efter behov. Når det ikke er i brug, kan det spændes fast på væggen, så der er masser af gulvplads til lege her. Ved at vælge et langt klapbord, kan der sidde børn på begge sider af bordet, og det kan tilmed være base for købmandslege og lignende.
Gå efter multifunktionelle møbler
Især i små rum er det vigtigt at optimere pladsen så meget som muligt. Derfor er det en god idé at gå efter møbler, der opfylder flere funktioner, når du indretter børneværelset.
Det kan eksempelvis være en puf, der både kan fungere som skammel, bord og hemmeligt gemmested. Sengen er en anden god multifunktionel opbevaringsløsning, som du kan udnytte. Gå efter en seng med brede indbyggede skuffer under. Her kan være masser af legetøj, og de brede skuffer gør det lettere for dit barn at finde legetøjet.
Har du en i familien, der har hænderne skruet rigtigt på, kan du omdanne en hel væg til reoler. Det giver både masser af opbevaringsplads, og det er også en sjov måde for dit barn at ’udstille’ sit yndlingslegetøj.
Husk god belysning
God belysning er vigtigt i de fleste rum, og det gælder altså også børneværelset. Med et godt indfald af dagslys får dit barn lyst til at lege på sit værelse. Sørg derfor for at placere børneværelset i et rum, hvor der er tilstrækkeligt med naturligt lys det meste af dagen.
Dertil skal du huske at indrette værelset med gode lamper. Hæng en sød lampe i loftet, så der spredes et blødt diffust lys ud i hele rummet. Elsker din datter eksempelvis et feminint og drømmende univers, vil den populære fjerlampe med garanti være et hit. Ved arbejdsbordet skal du også sørge for en god lampe, der giver et kraftigere lys, så dit barn eksempelvis kan se stregerne i malebogen.
Sidst, men ikke mindst, er det også vigtigt med hyggebelysning i rummet. Det kan være en lampe i vindueskarmen eller på natbordet. Det tilfører værelset en god stemning, belysningen passer fint til en hyggeaften med en god film.